< tilbage 30-05-2023 - 09:53

Klogere på grøn omstilling

- vi gør status efter rådgivningsforløb

Den 1. april sluttede projektet SMV:Grøn, som vi har deltaget i hos Jarnes. Vi kigger nu tilbage på et forløb, der virkelig har skærpet vores viden og engagement i arbejdet med grøn omstilling. Både hvad angår energibesparelser og bevidstgørelse omkring vores grønne profil er vi nu klædt bedre på til de næste skridt – og hele virksomheden er blevet involveret i projektet.


Fire konkrete forslag til energibesparelser


En væsentlig del af forløbet har været vores samarbejde med ingeniørfirmaet NIRAS, som har hjulpet med en energiscreening og efterfølgende udarbejdet en række råd til forbedringer. Helt konkret har NIRAS givet os fire forslag til, hvordan Jarnes kan nedbringe sit energiforbrug:

 

  • Installation af loftsventilation i den største produktionshal for at udligne temperaturforskellen
  • Indførelse af energistyringssystem (EMS), der synliggør det daglige forbrug af el, vand og varme
  • Opgradering af Jarnes’ ventilationsanlæg for at udnytte energien bedre
  • Udfasning af unødvendigt tomgangsforbrug af el til virksomhedens maskiner

 

Hos os – som hos de fleste andre virksomheder – handler det om, hvad vi har mulighed for at gøre nu og her, og hvad vi må arbejde med på længere sigt. I første omgang vil vi tage fat i opgraderingen af vores ventilationsanlæg og udfasningen af tomgangsforbruget, da disse to løsningsforslag er forholdsvis nemme at sætte i værk. Vi vil søge nogle puljer til implementering af løsningerne, og så bliver det virkeligt spændende at se, hvordan det påvirker vores forbrug.


Vigtige historier at få fortalt


Arbejdet med SMV:Grøn har også gjort virksomhedens medarbejdere mere interesserede i, hvad grøn omstilling og bæredygtighed handler om. På ledelsesplan har vi forholdt os til det igennem rådgivningen. Men også i de enkelte arbejdsfunktioner er det blevet tydeligere, hvordan vi hver især kan gøre noget for at nedbringe energiforbruget.

 

De historier om miljøbevidst adfærd, som vi fortæller – både til hinanden og til vores omverden – er vigtige. Vores kunder og samarbejdspartnere skal vide, hvad vi gør for at handle miljøbevidst. Derfor har vi dokumenteret hele vores proces med SMV:Grøn-forløbet. I denne film viser vi de forslag, vi fik til energiforbedringer af NIRAS – og vi fortæller, hvordan vi forholder os til dem. Vi håber, du vil se med og – måske – blive inspireret!

Se filmen nedenfor eller klik her for at se filmen på Youtube

 

 

 

< Tilbage